Skip to main content
Shaping Europe’s digital future
News article | Offentliggørelse

Mediefrihed: Kommissionen indleder en traktatbrudsprocedure mod Ungarn for manglende overholdelse af EU's regler for elektronisk kommunikation

Kommissionen indledte i denne uge en traktatbrudsprocedure mod Ungarn, efter at det ungarske medieråd havde besluttet at afvise Klubradios ansøgning om brug af radiofrekvenser af meget tvivlsomme grunde.

photo of a radio microphone

iStock photos Getty Images plus

Betingelserne for brug af radiofrekvenser og procedurerne for tildeling, forlængelse, fornyelse eller tilbagekaldelse af disse rettigheder er underlagt EU's telekommunikationsregler, der er fastsat i den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation (direktiv (EU) 2018/1972). De vigtigste elementer i disse regler er principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling.

Kommissionen mener, at det ungarske medieråds afgørelser om at nægte at forny Klubradios rettigheder var uforholdsmæssige og uigennemsigtige og dermed i strid med EU-retten. Kommissionen mener også, at den ungarske nationale medielov er blevet anvendt på en diskriminerende måde i dette særlige tilfælde. Kommissionen har derfor i dag besluttet at sende en åbningsskrivelse til Ungarn, der nu har to måneder til at besvare de spørgsmål, som Kommissionen har rejst. Hvis svaret ikke er tilfredsstillende, kan Kommissionen beslutte at gå videre med traktatbrudsproceduren ved at sende en begrundet udtalelse.