Skip to main content
Shaping Europe’s digital future
Press release | Offentliggørelse

Forum for et sikrere internet 2024 for at bekæmpe onlinemobning og farligt indhold på internettet

Beskyttelse af børn mod mobning og skadeligt onlineindhold vil stå øverst på dagsordenen på Safer Internet Forum 2024, der finder sted i dag den 21. november 2024.

Kommissionens næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed, Věra Jourová, vil deltage i dette årlige arrangement sammen med politiske beslutningstagere, forskere, retshåndhævende organer, unge, forældre, lærere, NGO'er og andre eksperter for at drøfte betydningen af at garantere sikre digitale oplevelser og beskytte børn mod upassende indhold og mobning online.

Forummet vil behandle disse spørgsmål gennem en ungdomsledet tilgang, hvor unge spiller en aktiv rolle i planlægningen og gennemførelsen af selve arrangementet. Deltagerne vil drøfte, hvordan retsakten om digitale tjenester kan hjælpe, undersøge risiciene ved skadeligt onlineindhold og skadelig onlineadfærd, herunder cybermobning, og dele værktøjer og strategier til at afbøde disse risici.

Forummet er et hybridarrangement, der samler flere interessenter, både på stedet og online, for at deltage i samtalen om at opbygge et sikrere internet for børn og unge.

Næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed, Věra Jourová, udtaler:

"Vi har opnået meget i dette mandat: Safer Internet Centres og portalen Better Internet for Kids vejleder børn og tilbyder rådgivning og støtte til millioner af mennesker i hele Europa hvert år. Men vores arbejde er kun lige begyndt. Den næste Kommission har allerede forpligtet sig til at gribe ind over for cybermobning og tackle de sociale mediers negative indvirkning på den mentale sundhed. Vi vil også gøre vores yderste for at beskytte unge digitale forbrugere mod vanedannende, vildledende og aggressiv handelspraksis."

Læs mere: