© Umberto - Unsplash
Det offentlige luftfartsselskab
Potentielle offentlige luftfartsselskaber til at udføre opførelse og vedligeholdelse af bredbåndsinfrastruktur er primært kommuner og amter samt lokale virksomheder og joint ventures. Den passive netværksinfrastruktur ejes primært af den offentlige sektor (f.eks. en kommune).
Offentlige luftfartsselskaber bygger normalt den passive netinfrastruktur gennem inddragelse af underentreprenører. Inddragelsen af den offentlige sektor i et bredbåndsprojekt bør koordineres tidligt med de kompetente myndigheder, navnlig med hensyn til Fællesskabets lovgivning om økonomisk støtte og statsstøtte.
Den offentlige DBO-model (Design Build Operate) er en mulig model for udformning af et offentlig-privat partnerskab for udvikling af bredbåndsprojekter. Denne model omfatter forvaltningsmyndigheden, der opererer uden indgriben fra den private sektor, undtagen på tjenesteudbyderniveau. Alle aspekter af netudrulningen og -driften forvaltes af den offentlige sektor.
Privat luftfartsselskab
Private luftfartsselskaber kan fungere som ejer og/eller operatør af bredbåndsnet samt tjenesteudbydere. De kan være eksisterende telekommunikationsselskaber, kabeloperatører, private energiselskaber, der ønsker at udvide deres forretning og/eller deres produktportefølje eller nystartede virksomheder. I forbindelse med rent privatejede bredbåndsprojekter overtager en privat investor (en eller flere virksomheder) den fulde økonomiske risiko. Afhængigt af den organisatoriske og juridiske form af virksomhedens projekter varierer i størrelse og type, finansieringsstrategi og risiko accept af investorer.
Hvis investeringen i netopbygning og drift udelukkende består af private midler, er der ingen forpligtelse til fri adgang — medmindre virksomheden har en stærk markedsposition på et reguleret marked og derfor er underlagt forhåndsregulering. Ikke desto mindre kan luftfartsselskabet vælge at åbne sin passive og/eller aktive netinfrastruktur for tredjeparter (åben adgang) og dermed generere indtægter.
Gennem samarbejde mellem forskellige aktører som f.eks. energiforsyningsselskaber og telekommunikationsleverandører kan synergier udnyttes, og omkostningerne kan spares. F.eks. ved opførelse af ny eller brug af eksisterende netinfrastruktur eller ved fælles udformning af tjenester eller vedligeholdelse af de aktive netkomponenter.
Den private DBO-model er en privat model, der involverer en organisation i den private sektor, der modtager en vis grad af offentlig finansiering (ofte et tilskud) til at bistå med etableringen af et nyt netværk, der tilbyder åben engrosadgang.
Bottom-up-tilgang
I områder, hvor den private sektor ikke investerer i udrulning af infrastruktur, er borgerne afhængige af deres eget engagement for at opnå en hurtig opgradering af bredbåndsnettet. Bottom-up-modellen er baseret på initiativer fra borgere og lokale eller regionale aktører (virksomheder, organisationer), der ønsker at fremme og gennemføre udbredelsen af bredbåndsnet som slutbrugere.
Mens bredbåndsprojekter i den private sektor ofte kun vurderer gennemførligheden på grundlag af kommercielle aspekter, kan borgerinitiativer i bredbåndsudvidelsesprojekter tage hensyn til deres egne socioøkonomiske mål, f.eks.:
- en langsigtet investeringshorisont uden kortsigtede afkastforventninger
- efterspørgsels- og fremtidsorienteret valg af teknologi
- sikkerhedsaspekter
Potentielle organisationsformer for projekter, der udspringer af bottom-up-modeller, er foreninger eller samarbejder. Ideen bag bottom-up-tilgange er, at brugerne indgår langsigtede forpligtelser (finansielle eller andre), som sikrer projektets succes. Modellen har først og fremmest sin styrke i, at den er organiseret lokalt, og at der er en direkte sammenhæng mellem ejerskab og levering af tjenesteydelser til den enkelte bruger, og dermed garanteres en langsigtet kundeloyalitet.
Læs mere om NGA bottom up modellen. Bottom-up-modellen eller lokalsamfundet involverer en gruppe af slutbrugere, der organiserer sig i en fælles ejet og demokratisk kontrolleret organisationsgruppe, der er i stand til at føre tilsyn med kontrakten om at opbygge deres eget lokale netværk.
Offentlig-private partnerskaber (OPP)
I et offentlig-privat partnerskab (OPP) deler offentlige og private luftfartsselskaber risikoen ved et projekt på grundlag af en fælles forpligtelse. I denne forstand er offentlig-privat partnerskab en generel betegnelse for samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor. Målet er også at tilvejebringe ressourcer og/eller ekspertise i den private sektor og dermed tilføje et privat bidrag til den offentlige sektors tilbud om infrastruktur og tjenester.
Offentlig-private partnerskaber er normalt kendetegnet ved et eller flere af følgende:
- udførelse af en offentlig opgave (ren opgaveudførelse som et alternativ til offentlige myndigheders indkøb og tjenesteydelser uden investeringskarakter)
- deltagelse af mindst én privat og en offentlig partner
- langsigtet samarbejde
- kontraktmæssig formalisering af partnerskabet
- øget effektivitet (især i form af omkostningsreduktioner) gennem:
- risikodeling mellem partnerne
- livscyklusretning i forbindelse med levering af tjenesteydelser
- procesorientering i forbindelse med levering af tjenesteydelser
- specifikke tildelinger af partnernes ressourcer afhængigt af OPP-modellen
- komplementære og operationelle mål for partnerne
- deling af ansvar og opgaver mellem partnerne i overensstemmelse med deres potentiale for succes
Udtrykket OPP bruges generelt til at beskrive en række samarbejdsaftaler fra løse, uformelle og strategiske partnerskaber til tjenesteydelseskontrakter om design, byggeri, finansiering og drift (såkaldte DBFO-kontrakter, Design-Build-Finance-Operate) og formelle joint ventures. Grundlæggende er der tre grundlæggende modeller:
- outsourcing af modeller (lav grad af samarbejde, der primært anvendes til at løse delopgaver)
- kontraktmodeller (mellemstort samarbejde og hovedsagelig forvaltning af overordnede projekter)
- strategiske samarbejdsmodeller (høj grad af samarbejde mellem partnere og herunder socio-kontraktligt samarbejde med henblik på udførelse af (sub-) opgaver, primært til forvaltning af overordnede projekter.
Læs mere om Basic Joint Venture Model. Hovedformålet med OPP er at inddrage den private sektor i leveringen af offentlige tjenester og flytte den offentlige sektors rolle fra ejer og udbyder til køber og vogter af offentlighedens interesser.
Læs retningslinjerne om "Hvordan anvendes offentlig-private partnerskaber til opbygning af bredbåndsnet i landdistrikterne?"
Seneste nyt
Se også
Det store billede
Afsnittet om bredbåndsplanlægning hjælper kommuner og andre enheder med at planlægge vellykkede bredbåndsudviklingsprojekter.
Se også
Investeringsbestræbelserne til finansiering af offentlig-private og privatdrevne net gennemføres i samarbejde mellem private aktører, der ejer eksisterende infrastruktur, og offentlige myndigheder.
De grundlæggende roller som udbyder af fysisk infrastruktur (PIP), Network Provider (NP) og Service Provider (SP) kan varetages af forskellige aktører.
Der er mulighed for adgang til bredbåndsinfrastrukturen via forskellige netknudepunkter på infrastruktur- og applikationsniveau.
Nøglen til en vellykket regional bredbåndsudvikling er en politisk støttet plan på lokalt, regionalt eller nationalt plan, der kombinerer mål med specifikke behov og interessenter.
Handlingsplanen indeholder en detaljeret beskrivelse af omkostninger, interessenter, aktiviteter, koordinering og overvågning i forbindelse med gennemførelsen af bredbåndsstrategien.
En oversigt over forskellige kabelbaserede, trådløse og kommende bredbåndsteknologier og en beskrivelse af deres fordele, ulemper og bæredygtighed.
Valget af den rigtige forretningsmodel afhænger af markedsaktørernes rolle i bredbåndsværdikæden.
Investeringsmodeller giver interessante muligheder for inddragelse af en offentlig myndighed, der beskæftiger sig med regional bredbåndsudvikling.
De vigtigste finansieringsværktøjer til højhastighedsbredbåndsudviklingsprojekter er egne indtægter, indtægtsbaseret finansiering, lån, egenkapital og tilskud.
Statsstøtte til bredbånd kan være nødvendig på visse steder, hvor markedet ikke giver de nødvendige infrastrukturinvesteringer.
Et bredbåndsnet består af geografiske dele. Topologien i et netværk beskriver, hvordan de forskellige dele af et netværk er forbundet. De mest relevante topologier for rygraden og området netværk er træ topologier, ring topologier og maskerede topologier. For den første mile, to...
For at forstå de roller, som offentlige forvaltninger kan påtage sig, er det nyttigt at se på de forskellige lag, der udgør et bredbåndsnet, samt de vigtigste forretningsroller.
Bredbåndsnet kræver forskellige infrastrukturtyper baseret på forskellige logistiske, økonomiske eller demografiske forhold. Brug spørgsmålene til at hjælpe med at vælge.
En sammenligning af bredbåndsteknologier præsenterer funktioner i hver løsning og hjælper med at træffe beslutninger om den bedste løsning for forskellige regioner.