Direktivet om audiovisuelle medietjenester - generelle principper

Teknologisk neutralitet

Direktivet om audiovisuelle medietjenester omfatter alle tjenester med audiovisuelt indhold, uanset hvilken teknologi der anvendes til at levere indholdet. Reglerne gælder, uanset om du ser nyheder eller andet audiovisuelt indhold på tv, internettet, kabel eller din mobile enhed. Under hensyntagen til graden af valgmuligheder og brugerkontrol over tjenester skelner direktivet om audiovisuelle medietjenester mellem lineære (tv-udsendelser) og ikke-lineære (on-demand) tjenester.

Gradueret regulering

Sondringen mellem traditionelle tv-kanaler og on demand-tjenester er grundlaget for en tostrenget lovgivningsmæssig tilgang. Direktivet anerkender et sæt centrale samfundsmæssige værdier, der gælder for alle audiovisuelle medietjenester. Det giver imidlertid lettere regulering til on demand-tjenester, hvor brugerne spiller en mere aktiv rolle og træffer afgørelse om indholdet og tidspunktet for visningen.

Alle audiovisuelle medietjenester skal overholde det grundlæggende niveau af forpligtelser på følgende områder:

• identifikation af medietjenesteudbydere
• forbud mod tilskyndelse til had
• tilgængelighed for personer med handicap
• kvalitative krav til kommerciel kommunikation
• sponsorere
• produktplacering

Der er fastsat strengere regler for reklame og beskyttelse af mindreårige i forbindelse med tv-udsendelser på grund af deres indvirkning på samfundet.

Anvendelsesområde

Audiovisuelle medietjenester

Audiovisuelle medietjenester er:

• tv-udsendelse
• indhold, der er udvalgt af seerne ("on-demand") via et elektronisk kommunikationsnet (typisk internetforbundne tv-apparater, mobile enheder eller internettet) til at blive set på et tidspunkt efter eget valg
• audiovisuel reklame.

Mere specifikt leveres et sådant indhold:

• kommercielt, dvs. ikke på privatpersoners websteder
• for den brede offentlighed, dvs. uden nogen form for privat korrespondance
• som et program, bortset fra websteder, der indeholder supplerende audiovisuelle elementer såsom grafiske elementer eller korte reklamer
• under en medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar – dvs. at de kontrollerer udvælgelsen og tilrettelæggelsen af programmerne.

Fjernsynsudsendelser — lineære tjenester

Programmer, der leveres af en medietjenesteudbyder på et planlagt tidspunkt og ses samtidigt af seerne.

Regler i direktivet, der kun gælder for tv-udsendelser:

• begivenheder af væsentlig betydning og korte nyhedsindslag (kapitel V)
• kvoter for promovering og distribution af europæiske tv-programmer (kapitel VI)
• tidsfrister for tv-reklamer og teleshopping (kapitel VII)
• strengere regler om beskyttelse af mindreårige (kapitel VIII)
• ret til genmæle (kapitel IX)

On-demand-tjenester — ikke-lineære tjenester

Programbrugere vælger fra et katalog, der tilbydes af medietjenesteudbyderen, for at se det efter eget valg.

Regler i direktivet, der kun gælder for on demand-tjenester (kapitel IV):

• beskyttelse af mindreårige (artikel 12)
• generel promovering og distribution af europæiske programmer (artikel 13)

Fælles regler

Direktivet indeholder følgende regler, der gælder for både tv-udsendelser og on demand-indhold:

• tilskyndelse til samregulering og selvreguleringsordninger (artikel 4, stk. 7)
• identifikation af medietjenesteudbyderen (artikel 5)
• tilskyndelse til had (artikel 6)
• tilgængelighed for personer med handicap (artikel 7)
• transmission af filmiske værker (artikel 8)
• krav til audiovisuel kommerciel kommunikation (artikel 9)
• sponsorering (artikel 10)
• produktplacering (artikel 11)

Modtagelsesfrihed & retransmission

EU's regeringer må ikke begrænse, hvilke udsendelser folk kan modtage, eller hvilke programmer udenlandske radio- og tv-selskaber kan retransmittere i deres land, hvis udsendelserne overholder EU's direktiv om audiovisuelle medietjenester i det land, de stammer fra. I tilfælde af tvister mellem lande, hvor reglerne omgås, indeholder direktivet en totrinsprocedure.

EU's regeringer kan begrænse modtagelsen af visse former for indhold, f.eks. tilskyndelse til had, som måske ikke er forbudt i oprindelseslandet, men som er i strid med lokal lovgivning.

Eventuelle begrænsninger skal først godkendes af Kommissionen efter en fastlagt procedure og er kun tilladt under ekstraordinære omstændigheder.

• For tv-udsendelser (artikel 3, stk. 2-3) skal der være tale om åbenbare og alvorlige krænkelser af den menneskelige værdighed (tilskyndelse til had) eller børn (f.eks. pornografi, umotiveret vold).
• for så vidt angår on demand-indhold (artikel 3, stk. 4-6), er begrænsninger også berettigede, hvis de udgør en alvorlig risiko for andre aspekter af den offentlige orden, sundheden eller sikkerheden eller forbrugerne.

Restriktionerne skal være forholdsmæssige og kun anvendes i modtagerlandet. Det land, hvor indholdet stammer fra, skal underrettes på forhånd.

Direktivet indeholder en totrinsprocedure for bilæggelse af tvister mellem lande i tilfælde af omgåelse af strengere regler:

Ikke-bindende anmodning

Hvis et land modsætter sig indholdet af en udenlandsk tv-udsendelse, der udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod det, kan det anmode myndighederne i udsendelsens oprindelsesland om at udstede en ikkebindende anmodning til tv-spredningsforetagendet om at overholde reglerne i mållandet. Faktorer, der afgør, om et land er "målrettet", omfatter: oprindelsen af reklame- eller abonnementsindtægter, hovedsprog, målrettet reklame og meget mere.

Bindende begrænsninger

Hvis tv-spredningsforetagendet omgår det indsigende lands regler, kan myndighederne der pålægge bindende begrænsninger med Kommissionens forudgående godkendelse, og forudsat at foranstaltningerne udelukkende er en reaktion på omgåelsen. Bindende foranstaltninger kunne omfatte forbud mod retransmission (kabel, jordbaseret, IPTV), reklame for udsendelser eller programmer, reklame for lokale virksomheder (under egen jurisdiktion), offentliggørelse i trykte eller elektroniske programoversigter eller salg af abonnementer/smartkort til betalings-tv.

Strengere regler

Medlemsstaterne kan frit anvende mere detaljerede eller strengere regler på de områder, der koordineres af direktivet om audiovisuelle medietjenester, på medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, forudsat at disse regler er i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten.

Medlemsstaterne kan f.eks. fastsætte mere detaljerede eller strengere regler for tv-reklamer. Disse regler skal imidlertid være i overensstemmelse med EU-retten og ikke finde anvendelse på retransmission af udsendelser fra andre medlemsstater.

Medlemsstaterne kan også frit opretholde eller fastsætte mere detaljerede eller strengere regler for tv-reklamer med henblik på at sikre, at seernes interesser beskyttes fuldt ud og korrekt. Under visse omstændigheder kan de fastsætte forskellige betingelser for tv-spredningsforetagender under deres jurisdiktion.

Gennemsigtighedskrav

Direktivet om audiovisuelle medietjenester forpligter medlemsstaterne til at sikre, at brugerne til enhver tid har let og direkte adgang til oplysninger om medietjenesteudbyderen. Tjenestebrugere skal have adgang til udbyderens navn og adresse, herunder dennes elektroniske adresse eller websted og den kompetente tilsynsmyndighed.

Kompetence

Myndighederne i hvert EU-land skal sikre, at alle audiovisuelle medietjenester, der kommer fra landet, overholder deres egne nationale regler, der gennemfører direktivet om audiovisuelle medietjenester. Systemet sikrer også, at tv-spredningsforetagender, der har indvirkning på publikum i EU, er omfattet af direktivet, selv når de ikke er etableret i EU. EU's myndigheder kan udøve magt via up-links på deres område eller ved brug af satellitkapacitet.

Oprindelseslandsprincippet

Udbydere behøver kun at overholde reglerne i en medlemsstat i stedet for i flere lande — hvilket gør tingene enklere for tjenesteudbydere, navnlig dem, der ønsker at udvikle grænseoverskridende virksomhed.

Hvis et EU-land vedtager nationale regler, der er strengere end direktivet, hvilket de frit kan gøre, kan disse kun anvendes på udbydere i den pågældende jurisdiktion.

Hvordan afgøres kompetencen?

For at undgå tilfælde af dobbelt jurisdiktion eller manglende jurisdiktion henhører hver udbyder af medietjenester under ét og kun ét EU-lands jurisdiktion i henhold til direktivet.

Dette vil hovedsagelig afhænge af, hvor deres centrale administration er placeret, og hvor ledelsen træffer beslutninger om programmering eller udvælgelse af indhold. Yderligere kriterier omfatter placeringen af arbejdsstyrken og eventuelle satellit-uplinks og anvendelsen af et lands satellitkapacitet.