Skip to main content
Shaping Europe’s digital future
Press release | Offentliggørelse

Ikrafttrædelse af forordningen om digital identitet

Reglerne om oprettelse af en europæisk digital identitet trådte i kraft mandag. De vil bane vejen for, at alle EU-borgere og personer med bopæl i EU kan drage fordel af en personlig europæisk digital ID-tegnebog i 2026.

Entry into force of Digital Identity Regulation

iStock Photo Getty Images Plus

Den europæiske digitale ID-tegnebog vil bestå af en mobilapp, der udstedes i hver medlemsstat. Det vil gøre det muligt for EU-borgere og personer med bopæl i EU at identificere sig online i fuld sikkerhed for at få adgang til offentlige og private onlinetjenester i hele Europa. 

Margrethe Vestager, ledende næstformand med ansvar for et Europa klar til den digitale tidsalder, udtaler: "I dag markerer et vigtigt skridt i udviklingen af EU's digitale ID-tegnebog. Omkring to år fra nu vil alle europæere være i stand til sikkert at forvalte personlige digitale dokumenter og få adgang til offentlige og private onlinetjenester med fuld kontrol over personoplysninger fra en personlig mobilapp, der tilbydes på frivillig basis til alle europæiske borgere og indbyggere."  

Thierry Breton, kommissær med ansvar for det indre marked, udtaler: "Ikrafttrædelsen af de europæiske regler om digital identitet er et stort skridt i retning af EU's 2030-mål om at give de europæiske borgere mulighed for at anvende en sikker og privatlivsbevarende digital identitet. Det vil give borgerne kontrol over deres personoplysninger i den digitale verden og styrke Europas teknologiske suverænitet." 

EU's digitale ID-tegnebog vil revolutionere den digitale identifikation. Alle brugere af tegnebogen vil kunne bruge onlinetjenester, dele digitale dokumenter såsom et mobilkørekort eller en e-recept, åbne bankkonti eller foretage betalinger med fuld kontrol over personoplysninger. Kommissionen har allerede investeret 46 mio. EUR fra programmet for et digitalt Europa i fire storstilede pilotprojekter for at teste EU's digitale ID-tegnebog i en række dagligdags brugstilfælde, herunder mobilkørekort, e-sundhed, betalinger og uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer, og der er netop offentliggjort en anden indkaldelse af forslag til storstilede pilotprojekter til støtte for udbredelsen af tegnebøgerne.  

Efter de nye reglers ikrafttræden vil Kommissionen udarbejde gennemførelsesretsakter for at sikre, at alle tegnebøger har det samme høje sikkerheds- og databeskyttelsesniveau og fungerer problemfrit i hele EU. 

 

Læs mere om: