Skip to main content
Shaping Europe’s digital future
Press release | Offentliggørelse

Kommissionens nye afgørelse om styrkelse af samarbejdet mellem Ukraine og EU inden for elektronisk kommunikation

Kommissionen har netop vedtaget en afgørelse om bemyndigelse af Ukraines nationale tilsynsmyndighed med ansvar for elektronisk kommunikation til at deltage i Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og BEREC-kontoret, som er det agentur, der støtter BEREC.

photo of the ukranian flag against a cloudy sky

iStock photo Getty images plus

I afgørelsen præciseres samarbejdsordningerne: Ukraines tilsynsmyndighed vil deltage i BEREC's tilsynsråds daglige arbejde uden stemmeret, samtidig med at Ukraine kan udpege eksperter til at deltage i BEREC's arbejdsgrupper inden for bl.a. roaming, markedsregulering og generel digital regulering. Kommissionens afgørelse er baseret på associeringsaftalen mellem Ukraine og EU, hvorigennem begge parter har forpligtet sig til at støtte tilpasningen af Ukraines lovgivning til EU's lovgivning om elektronisk kommunikation og til at fremme samarbejdet mellem Ukraines nationale tilsynsmyndighed og nationale tilsynsmyndigheder i alle EU's medlemsstater.

Thierry Breton, kommissær med ansvar for det indre marked, udtaler:

Det er vigtigere end nogensinde at holde Ukraine så tæt som muligt på EU's indre marked. Det glæder mig derfor at kunne byde den ukrainske tilsynsmyndighed i BEREC velkommen. Det vil give mulighed for et tættere samarbejde om konnektivitetsspørgsmål i den nuværende nødsituation og danne grundlag for at bringe Ukraines regler for elektronisk kommunikation tættere på EU's telekommunikationsramme. 

Annemarie Sipkes, formand for BEREC, udtaler:

BEREC og dets nationale tilsynsmyndigheder har allerede etableret et glimrende forhold til vores kolleger fra NCEC, hvilket for nylig blev understreget af vores samarbejde om roamingtakster og fælles tiltag fra ukrainske og EU-operatørers side for at sikre økonomisk overkommelig konnektivitet for ukrainske flygtninge. Vi glæder os meget over at byde NCEC i vores BEREC-familie velkommen til at slutte sig til os i vores projekt om oprettelse af et europæisk digitalt marked, der fremmer fuld konnektivitet og styrker slutbrugerne.

Tidligere på året undertegnede teleoperatører i EU og Ukraine en fælles erklæring for at sikre og stabilisere prismæssigt overkommelig eller gratis roaming og internationale opkald mellem EU og Ukraine og dermed hjælpe ukrainere, der er fordrevet i hele Europa, med at holde kontakten med familie og venner derhjemme og få adgang til pålidelige oplysninger. Kommissionen og Europa-Parlamentet har fremmet denne fælles erklæring om, at BEREC nu overvåger. 

Yderligere oplysninger om afgørelsen