Europa-Kommissionen har i denne uge sendt en begrundet udtalelse til Tjekkiet, Estland, Irland, Spanien, Kroatien, Italien, Cypern, Slovenien og Slovakiet for ikke at have givet oplysninger om gennemførelsen af EU's direktiv om audiovisuelle medietjenester i deres nationale lovgivning. De nye regler gælder for alle audiovisuelle medier, både traditionelle tv-udsendelser og on-demand-tjenester samt videodelingsplatforme. Reglerne skal skabe en lovgivningsmæssig ramme, der er klar til den digitale tidsalder, og føre til et audiovisuelt landskab, der er mere sikkert, fair og mangfoldigt.
Medlemsstaterne havde indtil den 19. september 2020 til at gennemføre direktivet i national ret og meddele deres foranstaltninger til Kommissionen. I november 2020 sendte Kommissionen åbningsskrivelser til 23 medlemsstater for ikke at have givet meddelelse om fuld gennemførelse. Kommissionen tager nu det andet skridt i traktatbrudsproceduren ved at sende en begrundet udtalelse til de nævnte ni medlemsstater, der endnu ikke har givet meddelelse om fuld gennemførelse. De har nu to måneder til at svare Kommissionen, som ellers kan beslutte at indbringe deres sager for EU-Domstolen.