Den offentlige sektors anvendelse af radiofrekvenser

Offentlige organer er betydelige brugere af frekvenser. De vigtigste offentlige brugere af frekvenser er forsvar, den videnskabelige og forskning samfund, navigation og jordobservation, offentlig transport (især vedrørende sikkerhed kommunikation), offentlig sikkerhed og beredskabstjenester (politi, brandvæsen, førstehjælp, eftersøgning og redning, katastrofehjælp).

Disse tjenester var blandt de første til at implementere radioteknologier, for eksempel til offentlig sikkerhed og forsvar. De er fortsat en høj prioritet for regeringernes frekvenstildelinger, navnlig de værdifulde frekvenser under 15 GHz. Disse offentlige myndigheder leverer tjenester på nationalt, regionalt og lokalt plan.

Koordinering af den offentlige sektors anvendelse af frekvenser på tværs af grænserne

Den offentlige sektors anvendelse af frekvenser hænger ofte sammen med mål af almen interesse, der er fastlagt på nationalt plan. Det henhører derfor først og fremmest under national kompetence. I mange tilfælde skal offentlige tjenester imidlertid organiseres på en koordineret måde på tværs af grænserne. Derfor koordineres den offentlige brug af frekvenser i nogle tilfælde på globalt plan og på EU-plan.

Internationale forhandlinger

Tildelingen af frekvenser tages generelt i betragtning og forhandles på globalt plan. Beslutningerne tager form af ændringer af radioreglementet, som kræver konsensus på Den Internationale Telekommunikationsunions (ITU's) verdensomspændende radiokommunikationskonferencer (WRC).

For en række sektorer, f.eks. civil luftfart, søfart, rumfart og satellitter, jordobservation, meteorologi og videnskabelige tjenester, afhænger anvendelsen af frekvenser af de valg, som FN's specialiserede sektorspecifikke organisationer og agenturer træffer. Disse omfatter Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) og Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO).

Frekvenser i EU

Da frekvensanvendelsen af offentlige tjenester skal tilrettelægges på en koordineret måde på tværs af grænserne, er EU's sektorpolitikker relevante for frekvensressourcerne i EU. Der kan findes eksempler på kommunikationstransport (det fælles europæiske luftrum, trafiksikkerhed, satellitnavigation), rummet (den europæiske rumpolitik), miljø (jordobservation, civilbeskyttelse), sundhed (e-integration, e-sundhed), sikkerhed (grænsekontrol) og videnskabelige tjenester.

Det overordnede mål med frekvenspolitikken er at maksimere den sociale og økonomiske værdi, som Europa får af brugen af radiofrekvenser. Da den offentlige sektor er en betydelig bruger af frekvenser, bør en sådan anvendelse være så samfundsøkonomisk effektiv som muligt. En afbalanceret EU-frekvenspolitik indebærer derfor, at der tages hensyn til den offentlige sektors frekvensbehov, selv om en række brugstyper i den offentlige sektor falder uden for EU's retlige og institutionelle kompetencer. Opnåelse af større operationelle resultater og styrkelse af frekvensressourcernes økonomiske og sociale værdi kan potentielt forbedre leveringen af offentlige tjenester og styrke den europæiske økonomis overordnede konkurrenceevne.

I hvilket omfang den offentlige brug af frekvenser er omfattet af EU-lovgivningen, skal det afgøres fra sag til sag. Nogle harmoniseringsforanstaltninger, der vedtages på EU-plan, har til formål at støtte den offentlige brug af frekvensressourcer, f.eks. til trafiksikkerhedsrelaterede anvendelser af intelligente transportsystemer.

Spørgsmål til yderligere overvejelse:

• Øge gennemsigtigheden omkring den offentlige sektors anvendelse af frekvenser gennem regelmæssige undersøgelser af frekvensanvendelsen og evaluering af den offentlige sektors forventede fremtidige behov. Udvikling af langsigtede strategiske planer for den offentlige sektors frekvenstildelinger.
• Evaluering af frekvensbehov i forbindelse med levering af offentlige tjenester og applikationer i forbindelse med specifikke EU-politikker: lufttransport (initiativer inden for det fælles europæiske luftrum omkring lufttrafikstyring), jernbanetransport (European Rail Traffic Management System — ERTMS), vejtransport (intelligente transportsystemer (ITS)), kommunikation i nødsituationer og offentlig sikkerhed (PPDR) og meget mere.
• Da frekvenser er en begrænset og knap ressource, er det vigtigt at træffe valg mellem frekvenstildelinger til brug i den offentlige sektor og ikke-offentlige (private eller kommercielle) og at fastsætte mekanismer til at finde en realistisk balance.
• Omfordeling eller omfordeling af frekvenser til anvendelser eller brugere, der skaber en højere socioøkonomisk værdi — mellem brugere i den offentlige sektor eller mellem offentlige og ikke-offentlige brugere. Ændringer i frekvensanvendelsen bør gennemføres rettidigt og omkostningseffektivt.
• Indkøbsprocesser, der anvendes af offentlige myndigheder til indkøb af trådløst udstyr og trådløse tjenester, har indvirkning på frekvensbehovet, både med hensyn til effektiv udnyttelse af frekvenser og interoperabilitet. Indkøb af udstyr og teknologivalg bør ske i overensstemmelse med god frekvensforvaltningspraksis.
• Harmonisering af frekvensanvendelse for offentlige sektorer med henblik på at opnå:
  • levering af grænseoverskridende (paneuropæisk) tjenesteydelser
  • stordriftsfordele for udstyrsproduktion
  • den mindste mulige grad af interferens mellem de nationale systemer.
• Udvikling af langsigtede strategiske planer for harmonisering af den offentlige sektors tildelinger på europæisk og globalt plan (WRC).
• Deling af frekvensbånd mellem brugere i den offentlige sektor og mellem brugere i og uden for den offentlige sektor for at optimere frekvensanvendelsen. Identifikation af lovende muligheder for frekvensdeling.

Investering i forskning og teknologisk innovation med det formål at opnå en mere effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne, større deling af frekvensbånd, øget interoperabilitet og stordriftsfordele på europæisk plan. Identifikation af frekvensbånd, hvor indførelse af nye, spektralt effektive teknologier til brug i den offentlige sektor og dermed udfasning af forældede teknologier ofte fører til yderligere "digitaliseringsdividender" eller frekvensomfordelinger i 700 MHz-båndet, defineret som det øverste segment af UHF-båndet (liggende mellem 698-806-MHz), efterhånden som tv-digitaliseringen skrider frem, overføres kanaler, og spektret frigøres til mobile bredbåndstjenester.