Forordningen om digitale tjenester bidrager til at gøre onlinemiljøet sikkert og pålideligt.
Hvad er forordningen om digitale tjenester?
Forordningen om digitale tjenester indfører regler for onlinetjenester, der anvendes af europæiske borgere i deres dagligdag. Disse tjenester omfatter markedspladser, sociale medienetværk, app-butikker og onlineplatforme for rejser og indkvartering.
Læs mere om dine rettigheder i henhold til forordningen om digitale tjenester
Hovedformålet med forordningen om digitale tjenester er at skabe et digitalt rum, hvor borgernes og forbrugernes grundlæggende rettigheder respekteres. Ved at fastsætte et klart sæt regler i hele EU giver forordningen om digitale tjenester også mindre platforme, små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nystartede virksomheder mulighed for at opskalere i Europa og fremmer derved innovation, vækst og konkurrenceevne.
Forordningen om digitale tjenester suppleres af forordningen om digitale markeder, som indeholder regler for onlineplatforme, der fungerer som gatekeepere. Gatekeepere fungerer som flaskehalse mellem virksomheder og forbrugere på markedet for digitale tjenester og har en indvirkning på konkurrencen og EU's indre markeds funktion. Nogle af disse tjenester er også omfattet af forordningen om digitale tjenester, men af forskellige årsager og med forskellige typer bestemmelser.
Læs mere om, hvordan forordningen om digitale markeder gavner dig.
Hvad gør forordningen om digitale tjenester for borgerne?
Forordningen om digitale tjenester styrker borgernes position ved at styrke beskyttelsen af deres grundlæggende rettigheder online og give dem større kontrol og flere valgmuligheder, når de navigerer på onlineplatforme og søgemaskiner.
Forordningen om digitale tjenester kræver også, at platformene minimerer risikoen for, at borgere, herunder børn og unge, udsættes for ulovligt og skadeligt indhold. Med udgangspunkt i forordningen om digitale tjenester har du bl.a. følgende digitale rettigheder:
- Gennemsigtighed i forbindelse med fjernelse af indhold — Hvis dit indhold fjernes eller suspenderes, skal platformene forklare, hvorfor dette er sket.
- Muligheder for at anfægte afgørelser om indholdsmoderation — Hvis du er uenig i en afgørelse om indholdsmoderation, der er truffet af en platform, kan du anfægte den via selve platformen eller et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvilket er hurtigere og billigere end at gå rettens vej.
- Nemt at anmelde ulovligt indhold — Du kan anmelde ulovligt indhold, ulovlige varer eller ulovlige tjenester via en brugervenlig mekanis direct på den platform, du bruger. Platformene skal svare på dine anmeldelser og tilbyde muligheder for at anfægte deres afgørelser.
- Øget beskyttelse af mindreårige — Platforme skal træffe foranstaltninger til at beskytte mindreårige på deres tjenester, f.eks. ved at mindske risikoen for eksponering for aldersmæssigt upassende indhold såsom hasardspil eller pornografi. Forordningen om digitale tjenester indfører også et fuldstændigt forbud mod at vise målrettede reklamer til børn.
- Valgmuligheder i feeds — På meget store onlineplatforme med over 45 millioner månedlige brugere i EU kan du nu vælge ikkepersonaliserede feeds. På denne måde kan du selv vælge, om du vil se indhold på baggrund af algoritmens forslag, der til tider favoriserer specifikt indhold, som kan være mere tiltrækkende eller endda vanedannende, eller ud fra andre kriterier, f.eks. kronologisk rækkefølge.
- Gennemsigtighed i forbindelse med reklamer — Reklamer skal være tydeligt mærket som sådan og indeholde oplysninger om, hvem der står bag dem, og hvorfor du ser dem, og meget store onlineplatforme skal lagre oplysninger om reklamer i et offentligt tilgængeligt register. Platforme må ikke længere vise dig reklamer baseret på dine følsomme oplysninger såsom seksuel orientering, religion eller race.
- Forbud mod mørke mønstre — Vildledende designstrategier såsom påtrængende pop op-vinduer eller forvirrende og vildledende samtykkeknapper er nu forbudt.
- Verificerede sælgere — Markedspladserne skal kontrollere og vise sælgernes kontaktoplysninger, så du tydeligt kan se, hvem du køber varer eller tjenesteydelser fra.
Hvad gør forordningen om digitale tjenester for virksomheder?
Forordningen om digitale tjenester giver din virksomhed flere fordele:
- Et enkelt sæt regler i hele EU — Alle onlinetjenester, der udbydes i Den Europæiske Union, skal overholde forordningen om digitale tjenester. Forordningen om digitale tjenester erstatter 27 forskellige retsakter med én fælles ramme, hvilket giver dig retssikkerhed og mulighed for at opskalere i hele EU.
- En forholdsmæssig tilgang — Forpligtelserne i forordningen om digitale tjenester er skræddersyet til de enkelte onlinetjenesters rolle, størrelse og indvirkning på onlineøkosystemet. Der gælder lempeligere krav for mikrovirksomheder og små virksomheder under hensyntagen til deres størrelse, så de fortsat kan holdes ansvarlige, samtidig med at de får mulighed for at vokse, mens store platforme har mere ansvar og derfor også flere forpligtelser.
- Forenklet anmeldelse af ulovligt indhold — Du kan bruge en brugervenlig mekanisme til at gøre opmærksom på ulovligt indhold og ulovlige varer, der krænker dine rettigheder, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder. Din virksomhed kan også få status som "pålidelige indberetter", hvis anmeldelser af ulovligt indhold eller ulovlige varer prioriteres i platformenes vurdering.
- Bedre beskyttelse mod urimelige afgørelser om indholdsmoderation — Nye klagemekanismer via platformen eller gennem udenretslige tvistbilæggelsesorganer giver dig mulighed for at beskytte din onlinetilstedeværelse, hvis du er uenig i en afgørelse om indholdsmoderation truffet af en platform.
- Mere gennemsigtighed på markedspladser — Nye forpligtelser for markedspladser, såsom kravet om at angive sælgerens kontaktoplysninger, øger gennemsigtigheden og troværdigheden inden for e-handel. Af samme grund kræver forordningen om digitale tjenester, at markedspladserne gør en rimelig indsats for at foretage stikprøvekontrol af produkter, der sælges på deres tjeneste, eller indføre nye teknologier til produktsporbarhed.
Hvilke udbydere er omfattet?
Forordningen om digitale tjenester finder anvendelse på alle virksomheder, men kravene varierer alt efter deres størrelse. I forordningen om digitale tjenester anerkendes det, at de meget store onlineplatforme — dem med over 45 mio. månedlige brugere i EU — spiller en væsentlig rolle i vores samfund og demokratier. De skal derfor følge specifikke regler for at sikre, at de ikke udgør utilsigtede risici for os, såsom at øge udbredelsen af ulovligt indhold og påvirke meningsdannelsen i stor skala, og for at minimere muligheden for, at ondsindede aktører bruger dem til at skade Europa.
Disse meget store onlineplatforme skal navnlig identificere og analysere systemiske risici. Disse risici omfatter:
- Spredning af ulovligt indhold som defineret i national lovgivning eller EU-lovgivning
- Trusler mod grundlæggende rettigheder såsom ytringsfriheden
- Trusler mod mediefriheden og -pluralismen, den offentlige sikkerhed og valgprocesser
- Kønsbaseret vold, folkesundhed, beskyttelse af mindreårige og fysisk og psykisk velbefindende
Når disse risici er identificeret, skal disse meget store onlineplatforme træffe foranstaltninger til at mindske dem. Tilsvarende skal disse platforme opfylde andre krav for at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden. En fuldstændig liste over disse platforme offentliggøres på Kommissionens websted.
Hvilke myndigheder sikrer, at virksomhederne følger forordningen om digitale tjenester?
Kommissionen håndhæver forordningen om digitale tjenester sammen med koordinatorerne for digitale tjenester — nationale myndigheder, der fører tilsyn med, at de platforme, der er etableret på deres område, overholder reglerne. Kommissionen er primært ansvarlig for overvågningen og håndhævelsen af de yderligere forpligtelser, der gælder for de meget store onlineplatforme og meget store søgemaskiner, såsom foranstaltningerne til at afbøde systemiske risici. Koordinatorerne for digitale tjenester fører tilsyn med og håndhæver overholdelsen af forordningen om digitale tjenester i deres medlemsstater.
Hvis du ønsker at indgive en klage over en overtrædelse af forordningen om digitale tjenester, kan du kontakte koordinatoren for digitale tjenester i din medlemsstat.
Seneste nyheder

Europa-Kommissionen har besluttet at sende en supplerende åbningsskrivelse til Bulgarien (INFR(2024)2241) for manglende overholdelse af forordningen om digitale tjenester (forordning (EU) 2022/2065).

Den 23. september 2026 var Europa-Kommissionen vært for den femte onlinerundbordsdiskussion med civilsamfundsorganisationer og forskere om gennemførelsen af forordningen om digitale tjenester, der samlede omkring 60 organisationer.

Den 24. september 2026 mødtes Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester ("rådet") i Bruxelles til sit 20. møde.

Underskriverne af adfærdskodeksen om desinformation har offentliggjort deres anden gruppe af rapporter siden kodeksens anerkendelse som en adfærdskodeks for digitale tjenester.
Se også
Det store billede
Grav dybere
-

Med retsakten om digitale tjenester har platforme allerede ændret deres systemer og grænseflader for...
-

Find ud af, hvordan forordningen om digitale tjenester kan gøre onlineverdenen sikrere og beskytte...
-

Håndhævelsen af forordningen om digitale tjenester omfatter et komplet sæt undersøgelses- og...
-

Forordningen om digitale tjenester udgør en ramme for samarbejdet mellem Kommissionen, EU og de...
-

Forordningen om digitale tjenester beskriver en række foranstaltninger til fremme af gennemsigtighed...
-

Whistleblowerværktøjet i forordningen om digitale tjenester giver medarbejdere og andre insidere...
Last update
1 Oktober 2026